22. dec. 2014

Raffaello Kugler

De fleste af jer har nok smagt Ferrero’s Rafello kugler men de her hjemmelavede er mindst lige så lækre og endda hurtige at lave. Måske en ide til sidste øjeblik konfekt til Jul? Håber I nyder de sidste forberedelser før Juledagene♥

 

Raffaello

 

200 g fin kokosmel

100 g hvid chokolade

En halv dåse sød kondenseret mælk

20-30 hasselnødder eller små chokoladekugler som f.eks Malteser

100 g fint kokosmel til pynt

 

200 g kokosmel blandes med den kondenserede mælk. Chokoladen smeltes ved svag varme eller i mikro ovn. Chokoladen blandes godt sammen med kokosblandningen. Sættes tilside ca. 15 min. Man triller ca. 20-30 kugler af blandingen. I hver kugle kommes der en nød eller chokolade kugle i midten. Hvis man bruger hasselnødder skal disse ristes ca. 20 min. i en 200 grader varm ovn. Pas på de ikke bliver for mørke. Kuglerne trilles i kokosmel og sættes på køl!

 

post signature

14. dec. 2014

Zaalouk – Marrokansk auberginesalat

På et tidspunkt viste jeg på Instagram en marrokansk auberginesalat jeg havde lavet. Den hedder Zaalouk og er lige god kold som varm med pita eller almindeligt brød. Simple ingredienser der giver en utroligt velsmagende salat! Den kan også spises varm som tilbehør ovenpå ris eller cous cous.
P1050243
1 stor aubergine skåret i store terninger
6 store tomater eller 1 dåse flåede tomater uden for megen væde
3 fed pressede hvidløg
1 spsk. paprika
1 spsk. spidskommen
1 1/2 tsk. salt
Lidt tørret chili
1/2 dl hakket koriander og persille (hvis man ikke kan finde koriander kan man godt nøjes med persille)
0.6 dl olivenolie
0.8 dl vand
Evt. en citron båd.

Aubergineterningerne spredes ud på en bageplade og pensles med lidt olivenolie. Bages ved 190 grader i 20 min.
Tomaterne og aubergineterningerne kommes i en gryde og moses let evt. med en stavblender. Resten af ingredienserne undtagen citronskiverne tilsættes og det hele koges ved svag varme i ca. 30 min. Derefter tilsættes citron båden og salaten koger videre i 10 min. eller indtil der næsten ingen væde er tilbage.

10. dec. 2014

Gulerod/cashew pålæg

Her kommer opskriften på det mest fantastiske gulrods og cashew pålæg. Tænker mange mangler lidt nye ideer til pålæg. Det smager simpelthen så skønt og friskt og er helt uden fedtstoffer! Har lagt mærke til at frisk koriander kan være lidt svært at finde i Danmark så brug evt. bredbladet persille istedet. Og så er det vegansk ;-)
P1050173

4 gulerødder
1.5 dl (ca. 1/2 kop) usaltede cashewnødder
2 spsk. tehina
1 bundt frisk koriander (alt efter smag)
Saften fra 1 citron
1/2 tsk. salt

Cashewnødderne lægges i blød i et par timer evt. mere. Vandet hældes derefter fra. Først blendes gulerødderne og derefter tilsættes resten af ingredienserne. Blendes til massen er en ensartet masse. Og voila mere er der ikke i det. Opbevares i køleskabet i 3-4 dage!

9. dec. 2014

Hurtig hummus

Lavede en gang hurtig humus den anden dag - den er færdig på under 20 min.  Den smager dejligt og ekstra lækkert at der er røde linser i synes jeg. Også lækker i madpakken både til voksne og børn. Billede fra mobilen så det er ikke helt godt.
20140818_144636


2.5 dl røde linser
Ca. 1.5 L vand
1 dåse kikærter drænet for væde
4 spsk. olivenolie
4 spsk. citronsaft
1 tsk. salt
1/2 tsk. spidskommen
2 spsk. tehina
Evt. 3 fed hvidløg

Skyl linserne og kog dem i vandet i ca. 4 minutter. Lad dem stå i 15 min. og hæld vandet fra. Linserne blendes derefter med alle de resterende ingredienser. Prøv jer lidt frem med mængden af tehina, citronsaft og krydderier. Kan holde sig ca. 3 dage på køl.
Kan evt. laves uden linser. Så skal de andre ingredienser bare tilpasses lidt.

Lahuch – Yemenitiske fladbrød

Lahuch er et slags fladbrød som er helt specielt i dets konsistens – svampet på en speciel måde.. Det er lækkert til supper, gryderetter, med fyld indeni osv. Mange synes det er svært at tilberede men hvis man kender de små tricks som er lokket ud af bedstemødrene ;-) er det ingen sag. Er sikker på at I vil synes det smager godt og er en sjov variant af almindeligt brød.

P1050204

 

1 kg sigtet mel

1.5 L lunkent vand

2 spsk. tørgær

1 spsk. salt

2 spsk. sukker

2 tsk. bagepulver

 

Gæren blandes i melet sammen med salt og sukker. Vandet røres derefter langsomt i. Rør evt. med en elpisker. Rør indtil der ingen klumper er. Dejen er MEGET våd og det skal den være. Dejen hæver med folie over i 1 time. Den hæver ikke så meget men har bobler i overfladen efter hævningen. Først EFTER hævningen røres bagepulveret forsigtigt i. En god teflonpande (jeg bruger en mellem størrelse) smøres med ganske lidt olie (hvis det er en god pande behøves man kun smøre med olie en enkelt eller to gange) og kom en skefuld dej på panden. Lidt som en tyk pandekage. Når dejen kommes på panden skal man lige stryge/smøre hen over dejen (det giver flere “huller)”. Panden SKAL være kold. “Pandekagen” steges ca. 3-4 minutter til den er svagt lysebrun på bagsiden. den steges kun på den ene side. Brødet lægges imellem to viskestykker (på den måde får det den rette svampede konsistens). Til næste brød skal man bruge enten en anden helt kold teflonpande eller afkøle bunden af den man lige har brugt. Hvis panden ikke er kold bliver brødene ikke gode. Næste brød steges på samme måde. Hvert brød lægges ind i viskestykket. Bagside mod bagside – forside mod forside. Senere når de er kolde opbevares de i en plasticpose. På anden og trejdedagen kan man varme dem kort i mikroovnen. Billedet ovenover har jeg taget og dem herunder er fra nettet til lidt inspiration.

m4w05bu8lwmt8x83ursz shmulik_s-2008-09-09_205111_SH0_4569

 

1771109-18

post signature

Magic Cake

Kagen her har jeg tit set på Pinterest og ikke mindst hos White on Rice. Da Julia med bloggen One Kitchen og Facebook gruppen Et sted med mad bagte den måtte jeg også! Den er rigtig sjov at bage da den under bagningen deler sig i 3 lag! Brug en 20x20 cm form og husk at beklæde den med bagepapir da dejen er meget flydende og ellers vil løbe ud af formen - snakker her af erfaring ;-)

P10510468

125 g flormelis
135 g smør
490 ml mælk
1 vanilie stang
4 æg
150 g mel
1 tsk vanilie ekstrakt
Lidt salt
Ovnen forvarmes til 160 grader eller 150 grader varmluft.. Smørret smeltes og afkøles. Æggene skilles og hviderne piskes stive. Blommerne piskes godt med flormelis. Pisk smørret i æggeblomme blandingen sammen med vanilie ekstrakten. Mælken kommes i en gryde sammen med med kornene fra vaniliestængerne samt de to vaniliestænger. Den koges op ganske kort under omrøring og sættes derefter tilside, Mælken skal være lunken når den senere bruges. Mel og salt sigtes og blandes i æggeblomme blandningen. Rør det hele godt sammen. Kom mælken i igennem en si (husk den skal være lunken) og pisk til det hele er blandet. De piskede æggehvider vendes forsigtigt i blandingen. Formen (20x20cm) beklædes med bagepapir og blandningen hældes deri. Bages midt i ovnen ca. 45-50 min. Dæk kagen til med sølvpapir hvis den under bagningen bliver for mørk. Åbn ikke ovnen under bagningen og check heller ikke om dejen er fast. Kagen bliver først fast efter ca. 4 timer i køleskab og kan derefter serveres. Den kan holde sig ca. 5 dage i køleskabet. Jeg har set på nettet at flere har bagt kagen som cupcakes men har ikke selv prøvet det!

6. dec. 2014

Veganske frikadeller

Her i huset er disse veganske frikadeller en af favoritterne. Lette at lave uden diverse bønner osv. der skal lægges i blød osv. Man kan selv bestemme form og størrelse og så beregne stegetiden derefter. Bruger dem både i burgere og som mindre frikadeller. Og selv de største kødelskere overgiver sig til disse!
 Veganske frikadeller

1 dåse kikærter (340g)
1 dåse majs (340g)
Godt med hakket frisk koriander (hvis det ikke fåes kan man bruge persille)
1/2 tsk. tørret koriander
1/2 tsk. paprika
1/2 tsk. spidskommen
Reven skal af en citron
3 spsk. mel
Salt

Alle ingredienserne blendes godt sammen. Blandingen kan enten formes til omkring 5 store burgere og der derefter sættes i køleskabet i en halv time så de bliver mere faste. Blandingen kan også sættes i køleskabet i en halv time og så formes som frikadeller. Eller bare formes så godt man nu kan uden tid i køleskabet ;-) Ikke lave dem for tykke! Steges ca. 5 min. på hver side.
God appetit!

5. nov. 2014

Bønnepostej af sortøjede bønner

Lækkert og sundt pålæg! Opskriften er fra Mia Sommer’s dejlige blog og hun har givet mig lov til at dele den her så I også kan få glæde af den. Tomaterne giver pålægget en dejlig smag!

 

P1050395 Ca. 300 g postej

100 g tørrede sortøjede bønner (200 g kogte)

50 g soltørrede tomater

1 fed hvidløg

2 spsk. citronsaft

½ dl vand

1/4 tsk. salt

1/4 tsk. chilipulver

 

Læg de tørrede bønner i blød i vand 8-12 timer. Kog dem i nyt vand i cirka 40 minutter (eller til de er bløde). Lad dem køle af.

Blend alle ingredienserne til en cremet masse. Tilsæt evt. mere eller mindre vand. Smag til med salt og chili.

Man kan også  friske eller tørrede krydderurter, nødder, karry, paprika, mere chili, ketchup, eller hvad man nu kan lide.  

post signature

4. jun. 2014

Pasta Alla Norma

Pasta Alla Norrma er efter sigende skabt som en hyldest til operaen "Norma" skrevet af komponisten Bellini. Det er en simpel og velsmagende ret.  I Italien bruger man at rive saltet ricotta ost over retten men picorino, feta eller parmesan kan også bruges. Her i Israel bruger jeg den saltede Bulgari ost.

Blog pasta

Pasta Alla Norma

1 aubergine

Olivenolie

Salt/Peber

4 spsk. olivenolie

2 fed presset hvidløg

1 stor dåse (800g) gode flåede tomater (her kan man købe flere italienske varianter)

Lidt sukker

Salt/Peber

Frisk basilikum

Evt. 200g reven/smuldret fetaost, picorino, ricotta eller parmesan

 

Auberginen skæres i 1/2 cm. tykke skiver på langs. Skiverne lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Krydres med lidt salt og peber og pensles på begge sider. Bager i ovnen ved 180 grader i ca. 30-40 min. til de er gyldne. tages ud af ovnen og skæres i 2x1 cm. lange tern.

I en gryde varmes olien og hvidløget steges kort. Tomaterne, aubergine terningerne, sukker og salt og peber tilsættes. Koger ved svag varme i ca. 20 min. Gryden tages af varmen og de groftskårne basilikumblade tilsættes. Ved servering drysses osten henover retten men det er ikke nødvendigt med osten. Retten smager også fantastisk uden. Serveres med pasta.

 

post signature

30. maj 2014

Pilaf Bakli

Ris med grønne hestebønner og skønne krydderier er god som tilbehør men også som en selvstændig ret. Da der både er bønner og ris er det en perfekt ret til vegetarer og veganere da denne kombination giver komplet protein. Baharat krydderiet har jeg før givet opskriften på men ellers kan godt med tørret koriander og spidskommen også give en god smag.

HSVS

 

Pilaf  Bakli

500 g frosne grønne hestebønner (hvis man ikke kan få dem i et almindeligt supermarked har jeg hørt at de i Danmark kan købes ved etniske købmænd)

Saften fra 1/2 citron (kan udelades)

1 finthakket løg

2 spsk. tomatkoncentrat

7.5 dl grøntsagsbouillon eller vand (2 cup)

Salt efter smag

1 tsk. peber

1/4 tsk. gurkemeje

1 tsk. baharat krydderi

4 dl ris (1.5 cup)

Olie

Løget steges gyldent i olie og derefter tilsættes bønnerne. De steges i ca. 12 - 15 min. Tomatkoncentrat, vand/bouillon og krydderier tilsættes. Bringes i kog. Koger ved lav varme i 20 min. Pres citronsaften over retten.

 

post signature

13. maj 2014

Cookies med havregryn og birkes

Disse cookies er virkelig himmelske og forsvinder gerne samme dag man bager dem. De tager kun 5 minutter at lave. En af ingredienserne er malede mørke birkes. Jeg har hørt at man kan købe dem i Danmark. Ved ikke om det er i etniske butikker eller supermarkeder men de er værd at kigge efter. Malet birkes bruges meget hernede som fyld i kager. Husk ikke at sætte dejen for tæt på bagepladen. Kagerne flyder meget ud.

HSVS Cookies

Cookies med havregryn og birkes

(24 store cookies)

Ovnen forvarmes til 180 grader.

1 spsk. fuldkornsmel

1 tsk. bagepulver

1/4 tsk. salt

1/4 tsk. kanel

1 tsk. sesamfrø

4 spsk. malede mørke birkes

100 g smør

170 g havregryn

1 æg (stuetemperatur)

190 g sukker

Mel, bagepulver, birkes, sesamfrø, kanel og salt blandes sammen.

Smørret smeltes og røres i havregrynene.

Ægget piskes med sukkeret i 3 minutter til blandingen er lys og luftig.

Havregrynsmassen blandes sammen med med melblandingen. Ægge og sukkermassen foldes i.

2 bageplader beklædes med bagepapir.

På hver bageplade sættes der med en ske 12 toppe af dejen. Husk endnu engang ikke at sætte kagerne for tæt. Bages i ca. 10 min. til kanten er gyldenbrun. Efter at kagerne er kommet ud af ovnen venter man nogen minutter før de sættes på en rist. Først når kagerne er HELT kolde kommes de i en kagedåse.

 

post signature

3. maj 2014

Varm champignonsalat

Opskriften er på endnu en typisk israelsk salat nemlig en varm champignonsalat som er perfekt ovenpå humus eller som tilbehør til hovedmåltid eller som pålægssalat! For jer humus elskere vil det virkelig være lækkert tilbehør!

Champignonsalat HSVS

Varm champignonsalat

2 bakker champignoner

2 spsk. olie

Salt

Peber

1 1/2 spsk. splidskommen

2 1/2 dl hakket bredbladet persille

3 fed hakket hvidøg

3 spsk. citronsaft

 

Skær løgene i skiver og halver igen. Rens og skær champignonerne i skiver. Varm 1 spsk. olie på panden og rist løgene heri. Når de er begyndt at brune tilsættes champignonerne og den sidste spsk. olie. Tilsæt resten af ingredienserne og juster efter smag. Steges ved svag varme i ca. 10 min. Kan spises kold men smager som sagt skønt varm ovenpå humus eller som tilbehør/frokostsalat.

 

post signature

29. apr. 2014

Israelsk majssalat

Her i Israel er små salater meget populære. Både som tilbehør men også som måltider i sig selv. Man sætter tit et udvalg af salater på bordet med nogen gode pitabrød til og så er det bare at spise løs. I har allerede fået opskrifter på flere af dem f.eks tyrkisk salat. En af de lette og meget klassiske er en majssalat med syltede agurker og dild. Den tager kun 10 minutter at lave og de fleste kan lide den. Jeg bruger den både som  pålæg, tilbehør til grillmad og fast picnicret.

HSVS Majssalat

Israelsk majssalat

1 dåse majs

1 rød peber skåret i små terninger

4 syltede agurker skåret i terninger

3 spsk. mayonaise (evt. light – creme fraiche kan også bruges)

1 spsk. finthakket dild

Salt

Peber

Alle ingredienserne røres sammen og salaten sættes på køl. til den skal spises.

 

post signature

23. apr. 2014

Baba Ganoush

Baba Ganoush er en dejlig auberginesalat som kan bruges som dip, pålæg eller tilbehør. I retten indgår tahini som er sesampasta. Mange af jer kender nok allerede tahini fra brug i humus. Tahini kan købes i etniske butikker og måske også i større supermarkeder. Baba Ganoush kan evt. serveres med min tyrkiske salat og sur/sød auberginesalat (opskrifter jeg tidligere har lagt ind  på bloggen) som en lille forret sammen med pitabrød skåret ud i trekanter! Pita trekanterne kan evt. laves til små chips ved at sætte dem i ovnen ca. 10 min. ved 200 grader.

Baba Ganoush

Baba Ganoush

2 auberginer (husk at vælge dem der er lette efter deres størrelse)

4 spsk. tahini (prøv evt. først med 2 og smag jer frem)

Saften fra en citron (ca. 2 1/2 spsk.)

Salt

Friskkværnet peber

2 fed hvidløg

1 tsk. spidskommen

Evt. 1/2 tsk. cayennepeber

Paprika og vet. hakket persille som pynt

2 spsk. olivenolie

Ovnen forvarmes til 200 grader. Stik auberginerne 5-6 steder med en gaffel. Skær dem over på langs. Pensl de skårne sider med lidt olivenolie. Auberginerne lægges med skæresiden nedad på en bageplade beklædt med sølvpapir. Bager ca. 40 min. til skallen er mørkebrun og rynket. Sættes til side i 15 min. Skindet tages af auberginerne og kødet tages ud. Prøv at undgå frøene da de er lidt bitre. Auberginekødet blendes med resten af ingredienserne. Skal kun blendes kort. Hældes i en skål eller på en tallerken. Lidt olivenolie hældes over. Paprika og persille kan drysses over som pynt. Smager dejligt samme dag men næsten bedre dagen efter!

 

post signature

9. apr. 2014

Hjemmelavet protein/energi bar

Her i huset bruger vi alle meget tid på sport, både løb og ikke mindst styrketræning i forskellige former. Yngste som snart fylder 19 år er meget seriøs i motionscenteret. Han har godt nok fået bygget sig nogen kæmpemuskler. Han ved præcist havd han skal spise og hvornår. Ind imellem har jeg købt proteinbars til ham når han skal have en snack men de er ret dyre (ca. 20 kr stk.) så nu er jeg igang med at afprøve opskrifter på forskellige hjemmelavede. Vi andre spiser dem også men undlader så bare at tilsætte proteinpulver til vores. Så er de energibars istedet ;-) Efter jeg har skæret dem ud, pakker jeg dem enkeltvis ind i plasticfolie og fryser dem ned i en stor frysepose. Når man skal bruge en er det bare at tage en ud af fryseren og den er tøet op i løbet af ingen tid. Målene er lidt skæve da det er en amerikansk opskrift. Når jeg skriver cups i parentes er det en amerikansk cup som ca. er lig med 2.5 deciliter. Det er også den måde vi måler på her i Israel.

Protein Bar Blog Hvad

Protein/Energi bar

10 stk.

1 stor banan, moset

2 spsk. hørfrø

175 g havregryn (1 1/2 cups)

Evt. 2-4 skeer protein pulver . Yngste bruger protein pulveret Super Quad Protein fra Inner Armour. En måleske er ca. 27 g.

45 g kokos (1/4 cup)

56 g smeltet smør

0.5 dl vand (1/4 cup)

3 store spsk. peanutbutter

0.5 dl rosiner (1/4 cup)

Tilsæt evt. mere vand eller peanutbutter hvis blandingen er for tør.

Andre nødder, frø og tørret frugt kan også tilsættes.

Alle ingredienserne blandes godt sammen. Trykkes ud i en folie beklædt form (20x20 cm). Dækkes til og sættes i fryseren i en time. Tages ud og skæres i 10 stykker der pakkes ind i plasticfolie enkeltvis og fryses. Kan også godt opbevares i køleskabet et par dage.

Hvis man bruger proteinpulver i opskriften indeholder hver bar ca. 10-14 g protein alt efter hvor meget pulver man har brugt.

 

post signature

1. apr. 2014

Fynsk Brunsviger

Er gået igang med at lægge de opskrifter ind her der ellers kun findes på min anden blog. En af dem er på min mors rigtig gode brunsviger. Hernede bruger jeg ahornsirup istedetfor almindelig sirup og det giver den en ekstra god smag.

DSCF6758

Fynsk Brunsviger

Dej: 30 g. gær, 30 g. sukker, salt, 300 g. mel, 30 g. smeltet smør, 2 dl. lunken mælk

Fyld: 120 g. smør, 110 g. brun farin, 1 1/2 spsk. sirup

Gæren røres ud i den lunkne mælk. Resten af ingredienserne æltes sammen. Hæver ca. 45 min.

Fyldet røres sammen. Smørret kan evt. kommes i mikroovnen få sekunder så det er lettere at røre ud.

Dejen rulles ud og kommes i en lille smurt bradepande. Der trykkes små fordybninger i dejen (ikke for mange) og fyldet smøres på. Lidt farin drysses over.

Efterhæver 30 min. Bages ved 200 grader  i ca. 20 min. Hvis fyldet ikke er fordelt helt ligeligt kan man fordele det lidt med en ske når brunsvigeren lige er kommet ud af ovnen.

 

post signature

29. mar. 2014

Crumble kage

Denne kage er let og saftig og smager lige så fantastisk dagen efter. Idag har jeg bagt den til gæster der kommer på besøg senere idag, men det er en af de kager jeg ofte bager og pakker fint ind og bruger som en lille værtindegave. Den kan sagtens fryses i op til 2 måneder.

 

Blog Crumble

 

Crumble kage

(1 stk.)

50 g. blødt eller smeltet smør

40 ml olie (1/4 kop)

200 g sukker (1 kop)

210 g mel (1 1/2 kop)

1 1/2 tsk. bagepulver

1 bæger creme fraiche (200 ml)

2 æg

1/2 tsk. kanel

 

Smørret røres/smuldres sammen med olie, sukker og mel. 150 g. tages fra og sættes tilside.

Creme fraiche og æg tilsættes den største portion af  kagedejen. Røres kort sammen og hældes i en sandkageform (ca. 26 cm.)

Kanel tilsættes den lille portion. Blandingen smuldres og trykkes sammen så godt som det kan lade sig gøre så der bliver lidt større krummer. Fordeles hen over kagen.

Bages ved 180 grader i ca. 40-50 min.

 

post signature

25. mar. 2014

Burekas med kikærtefyld

I Israel er burekas meget populære. Det er en slags butterdejssnitte med fyld som f.eks spinat, ost, kartoffel og champignon. Denne opskrift er med kikærtefyld. Jeg laver dem gerne til ældste som jo er veganer hvor jeg så bruger parve versionen (parve betyder at produktet ikke indeholder hverken kød eller mælkeprodukter). Server dem sammen med en lækker salat og dressing.



Burekas med kikærtefyld
ca. 16 stk.
Færdig butterdej – Jeg brugte plader der allerede var i kvadrater men ellers brug en plade på ca.30x60 cm. som skæres i kvadrater. Prøv jer frem
1 dåse drænede kikærter (300g nettovægt)
1 løg skåret i tern
Salt og peber
1 tsk. spidskommen evt. lidt mere alt efter smag

Løget steges i lidt olie på en pande. Blendes sammen med kikærterne og krydderierne. Skal kun blendes kort så det bliver en grov masse.
Ca. 1 spsk. fyld kommes på hver butterdejsfirkant og lukkes til en trekant. Kanterne trykkes til med spidsen af en gaffel. Pensles med æg eller sojamælk. Drysses med sesamfrø eller nigellafrø.
Bages ca. 20 min. i ovnen eller til de er let brune ved 180 grader.


post signature

23. mar. 2014

Falafel mix

Jeg elsker falafel som er vores fast food hernede. At lave falafel er ikke svært men tager lidt tid da kikærterne skal stå i blød natten over. Hvis man har lyst til falafel lige nu er et hjemmelavet falafel mix svaret. De tager ikke mere end 20 min. at tilberede fra start til de er på bordet. Og mixet tager også kun få minutter at lave. Lav endelig dobbelt portion af mixet da det kan holde sig længe i en tætsluttende dåse.




Falafel Mix
5 kopper kikærtemel
2 tsk. salt
2 tsk. gurkemeje
2 tsk. bagepulver
3 tsk. tørret chilipulver
3 tsk. tørret koriander
1 1/2 spsk. spidskommen
1 spsk. hvidløgspulver
1 spsk. paprika
2 spsk. tørret persille
Rør alle ingrediener sammen og opbevar i en dåse ved stuetemperatur. Lav evt. dobbelt portion.
Tilberedning af falafler:
1 kop falafel mix røres sammen med 1/2 kop varmt vand og 2 spsk. citronsaft. Hviler i 15 min. Olie (tykt lag) varmes op på panden og med en ske formes falafel kugler så store som man ønsker dem. De kan være ret små men også i frikadellestørrelse alt efter hvad man foretrækker. Man skal lade blandingen glide ned i olien. Steges ca. 2 min på hver side til de er sprøde og gyldne. Drypper af på et stykke køkkenrulle. Serveres i pitabrød med humus, tehina, fintskåren salat, lidt stærk chilisauce og hvad man ellers kan lide.Kan også serveres i en bolle eller med andet tilbehør som en slags vegetarisk/vegansk bøf!
post signature



Bloglovin

Jeg har aldrig fået linket min blog til Bloglovin så det er hermed gjort ;-)
Follow my blog with Bloglovin